Vi skaber oplevelser for mennesker
Som elev på Lunderskov Efterskole bliver du medvirkende i mange små og store forestillinger og produktioner i løbet af et skoleår.
Vi sætter en ære i at skabe oplevelser, som andre end dine forældre gider at se og høre. Vi har stort respekt for publikum, og vi er ambitiøse med det, vi laver.
Vi begynder året med en beskeden lille buket af indslag og ender i sidste halvdel af skoleåret med den store musical og de vigtige Dolly-film, der indsendes til Dolly Awards, som vi også afholder.
Med andre ord: Der er nok at se til!
Første Pip
Allerede få uger inde i skoleåret har vi den første forestilling klar. Vi kalder den Første Pip, fordi det er første lille forsigtige pip fra linjefagene. Vi åbner dørene og slår tæppet fra scenen, når alle forældre en lørdag i september bliver inviteret til shows, dans, musik og live shows. Dagen efter gør vi det igen.. Denne gang på Efterskolernes Dag for op imod tusinde mennesker.
Første pip er den første gang, hvor man er på med sit linjefag – som et hold. Det er her, man oplever, hvad det kan, når man er ét hold, der performer sammen. Og det er herfra, at det plejer at give smag for mere.
The jule experience
December er lig med jul, nisser, hygge og god stemning. Hele den cocktail forsøger vi at koge ned til vores Jule Experience på Lunderskov Efterskole.
Vi giver en oplevelse for en hver smag. Her er både noget til øjnene, ørerne og smagsløgene. For når det er jul, så skal man forkæles. Vi inviterer til julehygge, hvor linjefagene optræder, men hvor eleverne også serverer gløgg og æbleskiver i Grønnegården, og de mindste kan vinde slik og godter til JuleBingo.
På den måde får vi skudt i december i gang på bedste vis!
Musical
Lunderskov Efterskole er kendt for sin musical, som vi er meget ambitiøse med. Det er scenefagene teater, dans og musik, der sammen med det dygtige tekniske hold fra STAGE, skaber rammerne for en fed oplevelse. Forældre, skoler og lokalsamfundet bliver inviteret, så man skal regne med at spille mere end bare to forestillinger.
Vi arbejder i lang tid med musicalen og opsætningen gennemføres ligesom på et rigtigt teater med flotte kostumer, scenografi og toptunet teknik. Det er en fed oplevelse at lave musical, fordi så mange mennesker og linjefag skal arbejde sammen. Vores elever har ofte beskrevet det som ét af højdepunkterne i skoleåret.
Dolly Awards
Lunderskov Efterskole afholder hvert år efterskolernes filmfestival, som vi i al beskedenhed selv har skabt. Efterskoler fra hele landet kommer hertil for at nørde film en hel weekend. Lørdag aften giver vi dem et brag af et show med prisuddeling, musik og underholdning – og her er det en jury af anerkendte filmfolk, der finder vinderne. Og som om det ikke er nok, så bliver det hele sendt live af vores TV&Medie-elever, så alle kan følge med på YouTube. En produktion med OB-vogn, seks kameraer, grafikere, redaktører og værter. Efter prisuddelingen sørger DJ/Producer linjen for et fyldt dansegulv og fest.
Skolens filmlinjer er hvert år med i feltet om de prestigefyldte Dolly-statuetter.
forestilling på kolding egnsteater
Vi har et godt forhold og samarbejde med det lokale kulturliv, så hvert år kommer vi også på plakaten hos det kendte Kolding Egnsteater, der laver professionel scenekunst og er ét af Koldings centrale kulturkapaciteter.
Her opfører danselinjen og teaterlinjen en forestilling, som åben for offentligheden. Det er en stor oplevelse at lave et show, der bliver fremført på et rigtig teater i hjertet af Kolding med Koldinghus i baghaven.
Det er en anden og mere intim oplevelse at stå gulvet i deres Black Box – men en oplevelse som er rigtig fed.
kulturfestival
I den sidste tid afholder vi en kulturfestival på efterskolen. En dag, hvor skolen er åben for gæster, og hvor man kan opleve lidt af hvert.
Det er sidste gang, at man står på scenen på Lunderskov Efterskole som elev. Det er sidste gang, man præsenterer en film. Netop derfor er eleverne også blevet så dygtige, at der er langt større kreativ frihed.
Så hvad en kulturfestival indeholder er svært at sige. For det ændrer sig fra år til år. Men én ting er helt sikkert: Det er en fest, hvor vi giver det sidste, vi har.
Filmproduktioner
Vores 2 Filmlinjer; Filmproduktion og Filmskuespil har deres egen årsplan. Deres højdepunkt er ikke musicalen, men deltagelse i filmfestivaler med deres afsluttende produktioner.
Filmlinjerne har desuden den fordel, at de altid kan udgive deres film på nettet og derfor kan de selv bestemme, hvornår publikum skal ‘inviteres’.
Vi gør meget ud af at lave film på location og har skudt film mange spændende steder. I Lunderskov fx i den gamle remise med veterantogene, i forladte fabrikker, i en grusgrav blandt store maskiner og i byens butikker. Men vi tager også længere væk og laver film. Vi har fx været i Beredskabets store ruinby i Tinglev og lave en postapokalyptisk film, vi har været på Gram Slot og lave Romeo og Julie og vi har fået lov at afspærre dele af den gamle bydel i Haderslev for at lave vores gangsterfilm Hard Times.