Fredag efter fredag har de præsteret og leveret i X Factor. Og da det hele skulle afgøres i Arena Randers, så var danskerne ikke i tvivl. Rosa og Selma fra Rosél er vinderne af X Factor 2023. 

På Lunderskov Efterskole holder vi af dem og kender dem som Rosa og Selma. Men i resten af Danmark er de to tidligere elever fra Lunderskov Efterskole kendt fra pigegruppen ROSÉL fra X Factor. Hvis man ikke vidste, hvem de var inden i fredags, så ved man det nok nu.

Rosa og Selma gjorde noget, som ingen havde forventet. Heller ikke dem selv. Heller ikke bookmakerne. Faktisk kunne ingen have skrevet historien om de to teenagepiger. Men da Sofie Linde annoncerede vinderen af dette års X Factor, så var det ROSÉL, der kunne tage sig til hovedet i glæde og forvirring. De er vinderne er dette års udgave af X Factor. Et både smukt og skønt moment.

De to piger var elever på Lunderskov Efterskole sidste år, hvor de gik på årgang 21/22. Det var her på efterskolen, at først mødte hinanden som roomies og efterfølgende fandt fælles interesse i musikken. Både Rosa og Selma har gået Lunderskov Efterskoles musiklinje, hvor de blandt andet for første gang optrådte på den store scene. Senere havde de deres første optræden sammen bare de to, da skolen var på en musikturne i foråret i 2022.

Fra alle ansatte, elever og folk omkring Lunderskov Efterskole skal lyde et kæmpe tillykke med sejren til Rosa og Selma. Vi har heppet og troet på dem hele vejen igennem. Når vores nuværende eller tidligere elever lykkes med noget, som de brænder for, så er vi stolte, men mest af alt glade på deres vegne.

Rosél X Factor Lunderskov

Selma (tv.) og Rosa synger her med hele skolen den dag, hvor de havde sidste dag på Lunderskov Efterskole.