10. klasse gør dig klar
Med 10. klasse på Lunderskov Efterskole bliver du helt klar til din ungdomsuddannelse.
På grund af vores brede niveaudeling, der går på tværs af 9. og 10. klasse, kan du vælge netop det 10. skoleår, du har brug for.
- Måske trænger du til at få lappet nogle faglige huller eller til at genfinde lysten til at lære?
- Måske trænger du til større udfordringer eller til selv at tage mere ansvar for det, du lærer?
Du går til den samme prøve hos os som i folkeskolen.
Niveaudeling
Tænk lige på din nuværende klasse. Tænk lige over, hvor forskellige I faktisk er. Nogle har meget lyst til at gå i skole, – andre har mindre lyst. Nogle får 10 og 12 i mange fag, andre får mindre…
På Lunderskov Efterskole er vi 160 elever fra næsten lige så mange skoler. Forestil dig, hvor forskellige eleverne så er.
Derfor har vi niveaudeling på Lunderskov Efterskole, og fordi vi ved, at det er meget skadeligt for motivationen til at lære noget nyt, hvis man enten er meget bedre eller meget dårligere, end dem man er i klasse med.
På Lunderskov Efterskole er alle de store fag niveaudelte på tværs af 9. og 10. klasse.
Vi finder det rigtige niveau
– sammen med dig
At finde det rigtige niveau handler ikke kun om, hvor god du er, men også om din motivation. Meget motiverede elever kan arbejde selvstændigt i lang tid, mens mindre motiverede elever, skal have lidt mere hjælp til at komme videre.
Vi finder det helt rigtige niveau til dig i skoleårets første uger. – Og havner du alligevel på det forkerte hold, så kan du flyttes.
Projektarbejde
Vi er vilde med projektarbejde på Lunderskov Efterskole.
I projekterne arbejder du tværfagligt med et klart mål og en tidsfrist. Det er faktisk den måde, som de fleste mennesker arbejder på til dagligt – og det er den måde, man arbejder på i de fleste ungdomsuddannelser.
I projekterne arbejder du ofte sammen med andre, og lærer hvor vigtigt det er, at kunne samarbejde. At kunne kombinere din egen indsats med arbejdet i projektgruppen og bidrage til den samlede løsning, regnes i dag for én af de vigtigste evner, når du skal søge nyt job eller ny uddannelse. Men faktisk er det også vigtige egenskaber at have sit eget liv.
Alle niveauer laver projektarbejde, men nogle laver flere end andre.
Xfag
Elever i 10. klasse har mere tid i skemaet til kreative fag end elever i 9. klasse. Derfor har de udover deres linjefag også Xfag i 3 lektioner om ugen – hele året.
Xfag ligner linjefagene, men er ofte mere fokuserede og så skifter de i løbet af skoleåret, så du kan få 3 forskellige Xfag eller måske bare mere af det samme; gå i dybden eller prøv noget forskelligt – valget er dit.