Onsdag den 10. januar var Efterskolernes Aften og selvfølgelig stod Lunderskov Efterskole klar til at modtage en masse besøgende, der kom for at se vores skole.

Når vi spørger vores elever om hvad de har glædet sig mest til ved at gå på efterskole, vil en del af dem typisk sige: “jeg har glædet mig til at vise rundt”. Det lyder måske skørt, men det giver faktisk mening. Rejsen som efterskoleelev starter allerede ved den første rundvisning, og den er essentiel når vores unge skal vælge det sted de skal bo i et helt år eller to. De kommer til en skole, hvor de kan mærke elevernes sammenhold og glæde ved at være lige præcis der hvor de er. Vi har aldrig problemer med at finde veloplagte elever, der gerne vil vise rundt til vores arrangementer. Her kan de med stolthed vise deres hverdag frem og give de besøgende den samme oplevelse som de selv fik engang.

Hold øje med hvornår Lunderskov Efterskole holder åbent hus igen og husk at få en rundvisning før du vælger efterskole!