På søndag tager Lunderskov Efterskole på den årlige udlandstur. Igen i år går turen til London, hvor man kan få et hav af oplevelser. I løbet af ugen vil eleverne både være på tur med deres kontaktgruppe og med deres linjefag. Dette giver os mulighed for at give dem nogle individuelle oplevelser, der passer til deres forskellige interesser. F.eks. skal Danselinjen forbi Pineapple Dance Studio, Filmskuespil skal til Screen Acting workshop hos City Academy og Musiklinjen skal bl.a. en tur på Beatlesmuseet. Alle linjefagslærere har planlagt en indholdsrig linjefagsdag!

Når vi er i London plejer vi altid at se 2 forestillinger, og i år er ingen undtagelse. Vi skal se “A Comedy about a Bankrobbery” på Criterion Theatre og “Motown the Musical” på Shaftesbury Theater. Et besøg på Shakespeare’s teater The Globe kommer en kreativ efterskole som os heller ikke udenom, og i år skal vi også en skræmmende tur i London Dungeon.

Vi glæder os til at tilbringe en hyggelig uge sammen med eleverne, hvor vi oplever alt det der hører sig til ved en tur til London. Masser af seværdigheder, god mad, shopping og ømme fødder!

Et hold af elever er blevet sat til at vlogge om deres oplevelser i London fra mandag til torsdag. Vloggen ligger på youtube fra tirsdag den 13/3, så husk at følge med!