Sofia Lykke Mortensen
»Hmm«, tænker hun højlydt, da vi spørger, hvor længe hun har været bidt af det, »jeg har interesseret mig for skuespil så længe, jeg kan huske, tror jeg faktisk«.
Det bliver hurtigt klart, at Sofia virkelig brænder for det med skuespil, hvilket også har sat sit præg på hendes efterskoleår.
»Jeg føler virkelig, at jeg har lært så meget mere, end jeg vidste før. Man har virkelig fået en mulighed for at kunne øve det og have et helt år, hvor man bare laver det, man gerne vil«.
Det har været givende for hende at have et skoleår med plads til at dyrke passionen. Hun forklarer, hvordan læringen kan komme bag på en og tage en anden form, end man havde regnet med.
»Det gør et eller andet specielt ved en, og selvom man måske ikke opnår det, man ville, har man alligevel fået noget ud af det. Selv hvis man måske inden man kommer på efterskole tænker “jeg vil gerne lære det, og det, og det, og det”, mener jeg, at det behøver man ikke at have fået med. For man står til sidst og føler, at man har fået så meget, man ikke vidste. Det synes jeg er megafedt«.
Kameraet ser alt
Sofias øjne lyser op, når hun snakker om skuespil. På en måde ligger det til familien. Hendes far har spillet amatørteater siden han var ung, og det har været inspirerende for Sofia.
»Det syntes jeg var ret fedt. Jeg har dog aldrig set noget live. Jeg har set det på video, når det er blevet filmet, men jeg tror lidt, det er ham, jeg har det fra«.
Herudover har hun dyrket interessen gennem sin skolegang, hvor der altid har været begejstring for teaterproduktionerne. Men som valget af linjefag afslører, er hun gladere for filmskuespil. Teater handler om de store, dramatiske følelser; ansigtsmimik og tydelige bevægelser. Det er sjovt og spændende, men for Sofia kan film noget specielt.
»Kameraet fanger alt i ansigtet, så man skal ligesom tone det helt ned. Sådan som vores filmlærer beskriver det er, at man skruer helt ned, og man kan næsten ikke komme længere ned, før man bliver nødt til at slukke«, siger hun og griner. »Det skal være så minimalt, men man skal stadig kunne udtrykke sig så meget. Det er det, jeg synes er fint ved det – at det er lidt svært«.
En anden ting hun synes er fedt ved film er, at man kan nørde detaljerne, spole tilbage og gøre om.
»Man kan gøre sig så umage med en scene og prøve forskellige ting af. Man har det her produktionshold, som er med til at støtte og hjælpe en hele vejen og er med til at producere det her fede arbejde, man laver. Bagefter kan folk sidde og se det, og se at man har brugt lang tid på det. Det synes jeg er fedt, det med at vise det frem bagefter«.
Sofia bruger skuespillet til at dyrke karakterer for at give andre en oplevelse. Derfor betyder det noget.
»Jeg tror, det jeg godt kan lide ved skuespil, er at man kan gå ind i en karakter, og så kan man underholde andre. Jeg synes selv, det er meget sjovt det der med at kigge på en karakter, gå i dybden og se hvordan en person spiller. Så jeg tror lidt, det med at underholde et publikum og sådan noget, det synes jeg er megafedt«.
Den første pris
Tidligere i år var der, traditionen tro, Dolly Awards på efterskolen. Her vandt Sofia en pris for sit skuespil sammen med to medskuespillere. Det betyder noget for hende, at de deler oplevelsen.
»Det var jo også sammen med mine to andre kvindelige medskuespillere, at jeg fik den. Det var også bare fedt det med, at vi fik den alle tre«.
Sofia smiler stort, når hun fortæller om oplevelsen til Dolly Awards. Det er tydeligt, at det har gjort indtryk på hende.
»Det var nok det vildeste, jeg nogensinde har prøvet, og det er mega… Det lyder af rigtig meget, men det var virkelig en fornemmelse af, at det er godt, det man laver, og det er et kæmpe klap på skulderen også. Man får virkelig bare lyst til at kæmpe videre«.
Hun er nemlig klar over, at skuespilbranchen er hård, »men det er bare et lille skub, føler jeg, at man bliver anerkendt på den måde«.
Knofedt og karakterudvikling
Netop fordi det er svært at bryde igennem som skuespiller, er Sofia også indstillet på at arbejde hårdt i fremtiden. For hun brænder virkelig for det.
»Lige nu fylder skuespil alt. Så jeg tænker, at det vil jeg gerne fortsætte med og prøve at udleve den her drøm, som jeg går med indeni. Bare gå 100% efter det og bare knokle benhårdt«.
Sofia er ikke doven. Tværtimod finder hun glæde ved at gøre sig umage, og en del af kærligheden til skuespillet bunder i en evig lyst til forbedring.
»Det tror jeg faktisk, er det, jeg glæder mig mest til. Det der med at skulle knokle for noget og virkelig sådan aldrig have den der “godt, nu er jeg færdig”. Det opnår man aldrig, tror jeg. Jeg har altid den der følelse med “okay, det kan jeg gøre bedre næste gang” og “det kunne være fedt, hvis jeg lavede det her i stedet for”«.
I takt med at hun udvikler sine kundskaber, vokser drømmen om skuespil sig kun større hos Sofia. Det bliver helt tydeligt, da vi beder hende om at forestille sig en hverdag uden skuespil.
»Jeg tænker på det hver dag, jeg tænker på det hele tiden. Jeg kan ikke give op på det, føler jeg. Selv hvis jeg prøver, så tror jeg ikke, jeg kan få det ud af min hverdag. Men det synes jeg bare er dejligt«.
Sofia starter på gymnasiet efter sommerferien. Almen uddannelse er et led i udviklingen af hendes personlige karakter, men på sidelinjen har hun tænkt sig fortsat at dyrke skuespillet indgående.
»Jeg glæder mig bare til det der med virkelig, virkelig at kunne stræbe efter det og prøve udfordringerne ved det. Så det er 100% det, jeg vil gå efter« siger hun beslutsomt og tilføjer »hvis det ikke går, som jeg vil have det, så er det bare at knokle for det alligevel«.