Idag, torsdag den 1. marts, er der frist for at søge uddannelser på optagelse.dk. Mange af vores elever har valgt at søge en ungdomsuddannelse, men skal det ikke også være okay, at være i tvivl om hvad man egentlig vil?

Når en elev søger en gymnasial eller erhvervsfaglig uddannelse, skal vores vejledere vurdere om eleven er uddannelsesparat. Dette indbefatter om eleven har de faglige, personlige og sociale forudsætninger, der er nødvendige for at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse. Denne vurdering skal selvfølgelig begrundes godt.

Hvad sker der så hvis en elev ikke er uddannelsesparat? Bliver fårene allerede skilt fra bukkene nu? Er linjen så lagt for hvilken vej man kommer til at gå? Nej den er ikke. Professor i almenpsykologi, Svend Brinkmann, mener at vi lever i en stresstid og det har han ret i. Vi skal kæmpe for at have bolden, og det er hele tiden. Gud forbyde at man står af hamsterhjulet og giver lidt plads til sig selv. Det er svært for nogle teenagere, at vide hvad de vil som 16 årige. Vil jeg på gymnasiet og videre på universitetet? vil jeg på handelsskole og videre på CBS? Vil jeg på en erhvervuddannelse og blive frisør eller mekaniker? Mulighederne er mange og et uddannelsesloft truer ude i fremtiden. Man kan godt forstå at det er et svært valg, også selvom vores vejledere står klar til at hjælpe.

Nogle mennesker kan i perioder af deres liv godt holde ud at knokle og præstere. De synes oven i købet, at det er sjovt, og så skal de også have lov. Men det er ikke ret mange, der kan klare et højt tempo alt for længe – stress er også blevet en normalitet for teenagere. De bliver hele tiden presset videre og videre. At uddanne sig er en god ting, men hvis man ikke er klar skal det være helt okay at vente til man er det. Det behøver ikke at være trist og et forfærdeligt afsavn at gå glip af mere og nøjes med mindre. Livet har meget at byde på uanset hvad man vælger.

Vi ønsker vores elever held og lykke med de valg de har taget!