Marius Kopp Armangué

Marius er elev på Lunderskov Efterskole årgang 19/20. Han er 17 år og har film som linjefag (men ville måske hellere have haft musik 😉).

Her på Lunderskov Efterskole har vi nu for første gang en venstrehåndsguitar. Det er i virkeligheden Marius skyld. Han er nemlig venstrehåndet, og så brænder han for musikken – med guitaren som sin foretrukne instrumentale følgesvend.

Fordi vi alle er hjemsendte i forbindelse med COVID19, foregår samtalen med Marius over Skype. Vi har taget fat i ham for at høre mere om hans forhold til musikken. Da forbindelsen er oprettet, sidder han i sin seng med et par hørebøffer på og smiler, »det er altid fedt at få lov at snakke om noget, man interesserer sig for«.

Man skulle måske ikke tro det, men Marius går på LEs filmlinje. Da han valgte fag for to år siden, var film nemlig også en af hans interesser. Efterfølgende har musikken gradvist taget over, og selvom han nogle gange ærgrer sig over, at han ikke har musik som linjefag, får han det bedste ud af det.

»Jeg har fået et større indblik i filmmusik, lydredigering og den slags, og det er også ting, jeg har brug for«, siger han og tilføjer »jeg har taget nogle snakke med musiklærerne, fået noget inspiration og fået lidt hjælp til at gøre mine sangtekster bedre, så på den måde kan man sige, at jeg stadig har fået en del ud af det«.

Marius har selvfølgelig, som alle elever, adgang til skolens faciliteter. Han har dog sin egen guitar med på skolen, fordi der netop ikke var en guitar til venstrehåndede før nu, »De har lige fået en venstrehåndsguitar og -bas, men det havde de for eksempel ikke sidste år. Så det er kun fordi jeg har spurgt, om de ikke kunne få det – det er meget dejligt«, fortæller han grinende. Han synes selv, at han drager god nytte af skolens forskellige instrumenter og tilbud.

»Jeg kan godt lide at nappe en forstærker og prøve mig frem. Jeg kan også DJ’e, det har jeg lært på skolen, og det er megafedt at øve sig på elektronisk musik. Nu har jeg fået rigtig meget musikteori, hvilket man som rytmisk guitarist ikke har brug for, men fordi jeg måske skal på Sankt Annæ, som har meget klassisk musik også, ville det være en god idé at have musikteori. På den måde har jeg også lært at spille en lille smule klaver, hvilket jeg så også kan bruge til elektronisk musik. Sådan kan man sige, at jeg har udnyttet faciliteterne så godt, som jeg kan. Jeg nyder det«.

Hverdagens soundtrack
Marius tænker lidt over det, inden han får formuleret et svar på, hvorvidt musikken har fyldt i hans opvækst. Det har den. Ikke fordi han er vokset op med musikere som forældre og hjemmekomponerede godnatsange hver aften, men der er altid blevet lyttet meget til musik i hjemmet.

»Vi er meget glade for musik allesammen. Mine bedsteforældre spiller musik, så vi har tit haft et lille nummer kørende i baggrunden, når vi har spillet kort eller været på juleferie og den slags«.

Marius mor har faktisk været medvirkende til, at hans musikinteresse i dag er så omfavnende. Næsten ligegyldigt hvad han laver, hører han musik samtidig. Det gør hans mor også. Her er det især “gammel” musik, der får lov at sætte stemning.

»Det var lidt senere, da min mor viste mig et Pearl Jam nummer på en bustur, at jeg kom rigtigt ind i gammel musik, og så har jeg udviklet min musikviden derfra«.

❝Jeg har taget nogle snakke med musiklærerne, fået noget inspiration og fået lidt hjælp til at gøre mine sangtekster bedre❞

Selvom der er en klar forkærlighed for gammel rock- og folkemusik, begrænser Marius ikke sin musiksmag. Den favner tværtimod vidt og bredt; noget, han har gjort sig velovervejede tanker omkring, »Nu kender jeg rigtig mange genrer, kulturer, lande og årstal, og jeg prøver at være åben omkring det«.

Meningen med ikke at lade sig begrænse ligger for Marius i den betydning, musikken har fået for ham.

»Man skal bare kunne mærke, at der ligger noget bag det, og det er også det, der er meget vigtigt for mig i musik; at man kan mærke, at de har noget på hjerte«.

Han skriver selv både digte og sange, og måske er det netop derfor, han virkelig vægter musik, der vil publikum noget.

»Hvis der ikke er nogen mening med musikken, så har jeg svært ved at se pointen, tror jeg. Det er også derfor, at sangskrivning betyder meget for mig. Fordi man har muligheden for at fortælle en historie – også uden tekst – men fortælle en historie, sætte følelser og tanker ind i hovedet på mennesker og inspirere folk. Det er derfor, jeg synes, musik er så fascinerende«.

Marius jagter wow-fornemmelser i lydens landskab
Det sker af og til, at et stykke musik rammer helt plet. I det øjeblik kan man glemme, hvad der foregår omkring en og lade sig opsluge. For nogle skal der måske en stærk koncertoplevelse til, mens det for andre sagtens bare kan ske ved at høre en bestemt sang første gang. Sådan er det tit for Marius. Første gang han hørte Pearl Jam med ‘Black’ i en unplugged udgave, havde han for eksempel en af de oplevelser.

»Der er nogle sange hvor, da jeg hørte dem første gang, har jeg bare udbrudt “wow!”. Det gør jeg en del, og jeg føler mig som en nørd hver gang, men det er fint nok«, fortæller Marius, inden han livligt fortsætter om musiknummeret »han har en helt sindssyg vokal i den version, som bare er fuldkommen.. utrolig!«.

Selvom det ved Pearl Jam især var vokalen, der fangede Marius, og selvom han bruger meget tid på at nørde Bob Dylan tekster for at finde inspiration i de gamle, nedskrevne tanker, kan wow-oplevelsen hentes alle steder. Det handler i bund og grund om, at folk har gjort sig umage.

»Jeg har også haft elektronisk musik uden vokal, hvor jeg har været sådan “wow, det her er virkelig virkelig godt og veltænkt, og man kan mærke, at så meget arbejde er lagt bag det”. Jeg tror, at når jeg kan mærke talentet, og når det føles autentisk til artisten, så kan jeg hoppe med på hvilket som helst nummer«.

Koncerter er selvfølgelig oplagte portaler til wow-oplevelsen, og det har Marius også været så heldig at dyrke. Da han var inde og se Eagles live sidste år, skete det især ved to numre, ‘Seven Bridges Road’ og ‘Hotel California’.

»De startede med en helt utrolig.. Jeg ved ikke, om det var en trompet eller en saxofonsolo, som ledte ind i det klassiske nummer, og det var nærmest bare magisk. Jeg lagde ikke mærke til en eneste fejl under hele den koncert«.

Copenhell – a stairway to heaven?
Sidste år tilbragte Marius én dag på den 3-dages musikfestival Copenhell. I år er det meningen, at han tager alle 3 dage med. Fordi landet fortsat er under lockdown, er der dog uvished om, hvorvidt festivalen afholdes som planlagt. Han har selvfølgelig tænkt tanken.

»Så er det jo for vores eget bedste, kan man sige. Det ville være nederen, fordi det først og fremmest nok er min sidste chance for at se bands, som nu bliver kaldt for “gammelfar rockbands”. Kiss for eksempel, som jeg rigtig godt kan lide. Hvis jeg skulle se dem live, så ville det være nu, for de er i gang med deres sidste tour nogensinde – måske«.

Selvom han ville være ærgerlig over en aflysning, er Marius god til at se tingene fra den lyse side.

»Man må jo tage de fede koncerter, man kan få, og så kan jeg måske ikke komme på Copenhell, men så er der så meget andet«.

Hvis vi nu leger, at alt går efter planen, og han skal afsted til Juni, er der rigeligt at glæde sig til. Da vi spørger ham, hvad der står øverst på listen, kommer der først et lille suk.

»Aah, det må du ikke spørge mig om, der er så mange fede. Der er først og fremmest Iron Maiden, der er nogle lidt mere ukendte bands, der er Meshuggah, Opeth, og så er der også nogle danske, mindre kendte artister, f.eks. Søren Andersen, som kunne være ret fede at se. Men ja, jeg har lyttet til det hele, og jeg kan lide 80%, hvis ikke 90, så det er fint«.

Musikinteressen tænkes med i fremtidsplanerne
Marius er fornuftig. Det er ikke ensbetydende med, at han ikke drømmer eller stræber. Musikken betyder meget for ham nu, og det kommer den også til at gøre i fremtiden.

»Musik er sådan lidt det eneste, jeg tror, jeg kan mærke, at jeg brænder for. Jeg har ikke rigtig noget andet arbejde, hvor jeg tænker, “det vil jeg gerne leve af”, men det er en svær branche, og det er jeg jo klar over«.

Selvom han, som de fleste 17-årige, ikke har en fasttømret plan endnu, har han tænkt musikken med ind i fremtiden. Der er blevet søgt plads på et musikgymnasium, han har brugt skolens lærere til at udvide sin musikteoretiske viden og har gjort sig tanker om at studere musik på en videregående uddannelse. Han forestiller sig, at hvis musikken ikke er hans direkte indtægtskilde, skal den fortsat dyrkes på sidelinjen f.eks. gennem caféjobs eller ved at indspille plader.

Når alt det er sagt, vokser der stadig en musikdrøm i maven på Marius. Han vil musikken, og omend – eller måske netop fordi – den er gødet med et fint lag realisme, får musikdrømmen lov at blomstre.

»Hvis jeg kunne komme videre end det, så ville jeg helt klart gøre det«, siger han med et kækt smil, inden han tilføjer »men det er bare for at være realistisk med mig selv, og jeg tager stadig en rigtig uddannelse«.