Før vinterferien fejrede vi at have haft fornøjelsen af Jens Jørgen Jensen i 25 år. Vi har haft en lille snak med Jens Jørgen, eller JJ som han kaldes, om hvad det betyder for ham at arbejde med unge mennesker.

Et enkelt år nåede han at bo i Lunderskov, inden han alligevel måtte flytte tilbage til sin familie og venner. Jens Jørgen kører hver dag turen fra Middelfart til Lunderskov for at passe sit arbejde, og planen har aldrig været at finde et andet job.

Jens Jørgen underviser i dansk og matematik, er studievejleder og tager sig af elever med særlige behov. De sidste 7 år har han været viceforstander på efterskolen, og har derfor  i nogle år haft mindre fag og mindre elevkontakt. Efter en omstrukturering har Jens Jørgen i stedet påtaget sig rollen som afdelingsleder med ansvar for f.eks. eksamener og er vendt tilbage til at have mere elevkontakt igen.

Det at være kontaktlærer betyder meget og er noget af det fede ved at være efterskolelærer. Jens Jørgen fortæller; “Generelt får man et tæt forhold til mange elever, men kontaktgruppeleverne får man et lidt tættere forhold til. Det er dem du kender allerbedst af alle skolens elever. Personligt synes jeg at det er meget givende at være kontaktlærer. Jeg giver meget, men jeg synes også jeg får meget af den der gruppe elever man har ansvaret for.” Jens Jørgen ville ikke kunne undvære at arbejde med unge mennesker. De giver en glæde, og det med at få lov til at være en brik i deres livs puslespil og have en stor eller lille betydning for dem er meget givende.”Jeg har aldrig været i tvivl om at det var mennesker jeg skulle arbejde med. Jeg har arbejdet i en børnehave og jeg har arbejdet på plejehjem og ingen af delene synes jeg var sjovt, men så måtte det jo være det i midten.”

Jens Jørgen kan ikke love at blive på Lunderskov Efterskole 25 år mere, men han regner i hvert fald med at det er her han skal pensioneres fra.

Stort tillykke med jubilæet!