Fodbold og fællesskab. To ting, der unægtelig hænger sammen. På godt og ondt ude i den store verden.
Men på Lunderskov Efterskole viste det sig forleden at gå hånd i hånd på smukkeste vis. På efterskolen har en gruppe elever længe haft et ønske om at lave et fodboldhold og spille mod andre hold. Det har betydet, at fodboldklubben LE United nu er blevet en realitet. En klub, hvor der er plads til alle. En klub, hvor fællesskabet er i højsædet. Mandag d. 24. april spillede klubben sin første kamp i et brag af et lokalderby mod Lunderskov Boldklubs Oldboys-hold. Det blev til et nederlag, men i regnen og kampens hede kæmpede Skolevejs Stolthed og på lægterne var havde de deres efterskolekammerater i ryggen.
Mere end 100 elever gik nemlig march gennem Lunderskov by til store glæde og smil for lokalbefolkningen, der stoppede op og tog billeder. Lad os da bare sige, at det er sjældent, der marcherer fodboldfans igennem gaderne her. Trommer, bannere og slagsange fyldte gadebilledet denne regnfulde mandag aften, mens eleverne var på vej for at støtte deres fodboldhold. På trods af vejret og nederlaget viste det sig at blive en rigtig god aften og oplevelse. Og det ligner også, at der er skabt en ny tradition: LE United vender hvert fald retur en dag og skal slå LB Oldboys. Et lokalbrag med et glimt i øjet. Vi takker også vores lokale fodboldklub for gæstfriheden og det lokale sammenhold.
På baggrund af den store fælles oplevelse og succes håber holdets træner også, at der kommer lignende oplevelser i dette skoleår. Gerne mod andre efterskoler.
– Jeg synes, at kampen var en fed oplevelse. Trods den manglende sportslige succes, så er der ingen tvivl om, at vi har byens bedste fans. På en regnfuld mandag aften kunne 130 efterskoleelever samles om et projekt: LE United. Jeg håber meget, at vi kan gentage successen – og denne gang med en sejr. Men det var næsten overvældende med den store opbakning fra elever, der ellers ikke interesserer sig for fodbold. Til gengæld interesserer de sig for fællesskabet, siger træner og lærer Nikolaj.


