Landets efterskoler er gået sammen om at støtte ofrene for krigen i Ukraine og samler lige nu ind ved hjælp af forskellige støttearrangementer. Søndag d. 27. marts valgt flere efterskoler at markere deres støtte til det krigsramte land. Det gjorde vi også her på Lunderskov Efterskole, hvor mere end 50 elever frivilligt valgte at deltage i en lysceremoni i Koldings gader.

Ved den smukke slotssø i Kolding centrum stimlede eleverne fra Lunderskov Efterskole sammen og tændte deres lys. Herfra gik turen gennem Kolding og blandt andet forbi det ikoniske Koldinghus midt i byen. Imens eleverne fra Lunderskov gik mod centrum i samlet flok, så gik elever fra de andre efterskoler en lignende tur for så at mødes på Akseltorv foran rådhuset i Kolding.

Her stod så hundredvis af efterskoleelever med lysene tændt. Blandt eleverne var ukrainske flag og farver. Arrangementet var blot et af mange landet over blandt efterskoler. I den fælles markering var det aftalt, at der skulles synges ’Kringsatt av fiender’ over hele landet. Sangen finder sted på de enkelte efterskoler og foregår bl.a. i forbindelse med sangtimer, fakkeltog, fællesmiddag, folkekøkken og støttefestival til fordel for Ukraine.

To elever fra Lunderskov Efterskole, Rosa Marie Skovbjerg Henriksen og Tobias Heby, sang og spillede for, mens resten af eleverne fra efterskolerne stod med favnen om hinanden og sang med. Det hele sluttede med et kort øjebliks stilhed.

I kan komme med på turen her til Kolding: