Dolly Awards står for døren, og vi er klar til at modtage gæster fra andre filmglade efterskoler i Danmark. De sidste dage er gået med forberedelse til en weekend fyldt med arrangementer og gode oplevelser. I Teatersalen bliver der øvet på livet løs, på at lave det bedste award-show nogensinde. Borde bliver stillet an til gallamiddagen, skuespillere øver sang og replikker, DJ’s forbereder sig til den vildeste dansefest og seje elever gør klar til overnattende gæster. Eleverne fra Webmedier har installeret en OB-vogn i vores backstage-campingvogn og har bygget et studie i Pejsestuen. De vil lave interviews med bl.a. Carsten Bjørnlund, og lave en lækker reportage fra den røde løber – så husk at holde øje med hvornår vi sender live på facebook!
Weekenden byder på et travlt program med workshops og sociale arrangementer, så der er ikke nogen der kommer til at kede sig. Men mon ikke det er selve prisuddelingen der bliver set mest frem til? Vi håber i hvert fald på, at Lunderskov Efterskole igen i år får hevet nogle Dollyer hjem!