Cæcilia Choe
Lunderskov Efterskole har sendt alle elever hjem i en periode på grund af lockdown. Vi har valgt at gribe muligheden for at undersøge, hvad der rører sig hos vores elever uden for efterskolelivet. Cæcilia befinder sig i Esbjerg, og vi har taget fat i hende for at høre mere om hendes forhold til dans.
Samtalen foregår som et videoopkald, og Cæcilia dukker smilende frem på skærmen med sit mørke, krøllede hår. Svaret kommer prompte, da vi spørger, hvor længe hun har danset.
»Jeg har danset i 13 år – siden jeg var 3«, siger hun, inden hun grinende tilføjer »det er virkelig lang tid«.
Og det er det. Virkelig lang tid. Man kan måske undres over, hvad Cæcilia får ud af at have dans på efterskolen, når hun har dyrket det på et mere seriøst plan hjemmefra.
»Jeg føler, jeg får udforsket nogle nye stilarter her på efterskolen, som jeg ikke har prøvet før«.
Der er også forskel på lærerene. Cæcilia har haft den samme danselærer i ca. 8 år. Det har været spændende for hende at blive undervist af en anden og på en ny måde.
»Min danselærer hjemmefra er sådan en hård danselærer, men man ved, at hun mener det på en sød måde. Heidi, min danselærer nu [på efterskolen], er lidt mere blid i det og tager det lidt som det kommer. Det var sjovt at komme hen til noget andet og noget stik modsat. Så det er ret fedt«.
Noget Cæcilia vægter højt ved dansen, er det sociale aspekt. Det fylder både på hendes konkurrencehold, men selvfølgelig også på skolen. Her får hun blandt andet udnyttet, at der er en dreng på danselinjen.
»Malthe og jeg vi er begyndt på en duet, fordi du ved.. Nu kan man ligesom bruge, at der er en dreng. Det ser man ikke så tit, så det er megafedt«, fortæller hun og griner, »Malthe og jeg er vildt gode venner«.
Når man danser på hold sammen, knytter man et tæt bånd. Sådan er det i hvert fald for Cæcilia og hendes holdkammerater. Det betyder meget.
»Vi kan snakke om alt til hinanden i hverdagene – også personlige ting. Vi har det megagodt. Det tror jeg også er vigtigt, når man sådan er et hold, der går ud og optræder eller konkurrerer. Det er vigtigt, man kan snakke om ting, tør sige hinanden imod og alt sådan noget«.
Dansen har bidt sig fast
Selvom danseniveauet ikke var særlig seriøst, da hun var helt lille, udviklede det sig hurtigt. Man kan sige, at interessen for dans voksede i takt med Cæcilia selv. Nu danser hun både på konkurrencehold, på skolen og for sig selv hjemme i stuen. Fordi hun ikke kan lade være.
»Jeg tror, jeg var 10, da jeg holdt et års pause, fordi jeg ligesom ville prøve noget andet – nogle forskellige sportsgrene. Jeg kunne ikke rigtig holde mig væk fra dansen, så jeg kom tilbage igen, og så blev det bare endnu mere seriøst«.
Cæcilia havde faktisk også planlagt, at hendes efterskoleår skulle være et pusterum. Her skulle hun fokusere mest på alle de andre ting, der fylder hos en 16-årig, mens dansen kun skulle plejes gennem linjefaget.
»I det her efterskoleår havde jeg faktisk planer om overhovedet ikke at bruge noget tid på det udover den danselinje, jeg er på. Men så skete der noget..«.
Danselæreren hjemmefra blev kontaktet af et produktionsselskab. Ville hendes dansehold være med i en TV-konkurrence?
»Så sagde vi selvfølgelig allesammen ja. Lige siden da har det bare været audition og optagelser og alt sådan noget. Jeg kan ikke rigtig sige så meget om det, men det skal nok blive fedt!«, siger hun og lyser op.
Selvom det er tydeligt, at konkurrencerne er en stor oplevelse for Cæcilia, og selvom hun har danset i mange år, er det også krævende at være på.
»Oplevelsen er megafed«, siger hun og tilføjer »men selve det lige inden man skal på scenen, er vildt stressende, for man føler altid.. Man har alle de der scener i hovedet, hvor man ligesom tænker “åh nej, hvad hvis jeg fucker det op” eller sådan noget. Men det kan man ikke rigtig undgå, og ellers er det superfedt«.
Gør det!
Da vi spørger ind til, hvordan dans og følelser kan hænge sammen, tænker Cæcilia lidt over det, inden hun svarer. Til dansetræning er der et mere teknisk fokus. Det handler om at lære en koreografi og virkelig få den til at sidde på rygraden. Når man står på scenen til en danseopvisning, er det noget andet.
»Det er mest, når man står på scenen og skal vise den her dans, man har lavet eller lært, så skal du ligesom kunne udtrykke dine følelser. Hvis ikke du har nogen følelser med i dansen, så er det svært at danse den her dans godt«.
Et andet tidspunkt Cæcilia bruger dansen som udtryksform, er når hun danser for sjov.
»Jeg danser tit bare herhjemme, sætter noget musik på og så laver jeg et eller andet sjovt. Der udtrykker man vel også lidt følelser«, siger hun og griner.
Når Cæcilia derimod står på scenen, slår hun tankerne fra. Sådan danser hun bedst. Det handler om ikke at tænke for meget og stole på, at trinene ligger på rygraden.
»Jeg har faktisk taget mig selv i ikke at tænke over, hvad det er, jeg gør. Jeg gør det bare. Det ved jeg selvfølgelig ikke, om er en god eller en dårlig ting, men den ligger i hovedet – koreografien. Så det er jo ikke rigtig noget, man direkte tænker over«.
Det hun måske tænker over er den rolle, hun skal påtage sig. Ansigtsmimikken og attituden i dansen.
»Fordi der skal være en eller anden attitude i dit ansigt, for eksempel. Det er sådan noget man tænker over. Ellers så nej, så er det bare “gør det!”«, fortæller hun, og får det til at lyde nemt.
Danseplaner på sigt
Dansen har bidt sig fast i Cæcilia. Alligevel har hun gjort sig tanker om at have et andet arbejde i fremtiden.
»Jeg har altid sagt til mig selv, at jeg vil ikke være seriøs som i at have min egen dansesal eller noget, men det kunne være ret fedt at være ansat som dansetræner, men så stadig holde det på hobbyniveau, fordi det kræver virkelig meget tid. Hvis man også skal have et job ved siden af det, så har man ikke så meget fritid«.
Hun tager generelt tingene lidt, som de kommer. Vi slutter af med at snakke om, hvad hun drømmer om at opnå inden for dansen. Svaret må gerne være urealistisk, siger vi, men Cæcilia holder sig til det jordnære.
»Da jeg var mindre sagde jeg altid, at det kunne være megafedt at være background-danser for stjernerne, men jeg tror faktisk, at som det ser ud lige nu, ville det være at vinde den her konkurrence. Det kunne være megakæmpe!«, siger hun med begejstring i stemmen, inden hun tilføjer et håbende »men nu må vi se«.