pædagogik
og værdier
Pædagogik og værdier er vores dna
På Lunderskov Efterskole tror vi på, at mennesker udvikler sig i stærke fællesskaber. Derfor bygger vores pædagogik på tre ting: Tydelige rammer, stærke relationer og den gode samtale. Vi mener, at det giver mulighed for tryghed og frihed. Her møder vi hinanden med tydelighed, tillid og respekt – og med troen på, at alle har noget værdifuldt at bidrage med.
PÅ DENNE SIDE
Pædagogik

Pædagogik er den røde tråd
På Lunderskov tror vi på, at udvikling sker i mødet mellem mennesker med nærvær og tydelighed. Vi skaber trygge, men også forpligtende rammer, hvor du både bliver mødt med omsorg og udfordret til at tage ansvar for dig selv og fællesskabet. Vi tror på, at alle har brug for at blive set, hørt og taget alvorligt. Målet er ikke at forme dig, men at give dig mod, ansvar og mulighed for at udvikle dig – fagligt, personligt og socialt.

Relationer
Stærke relationer mellem ansatte og elever er kernen på efterskolen. Relationspædagogik er en tålmodig pædagogik, hvor nøgleordene er ægte interesse, anerkendelse og tillid. Det er herfra det store fællesskab vokser og styrkes.

Rammer
Der er få, men tydelige rammer, der skal gøre det nemt at gøre det rigtige. Vi sætter kursen og viser vejen. Vi tror på, at struktur og tydelighed er med til at give en tryghed og ro, der giver alle en frihed til at få et meningsfyldt skoleår.
”Pædagogik er at tilrettelægge betingelser
for menneskelig udvikling”
Svend Brinkmann
Værdier

Dannelse og menneskesyn
Vi tror på, at dannelse handler om at blive menneske sammen med andre. Vi ønsker at give eleverne rødder, udsyn og mod til at tage ansvar for sig selv, hinanden og den verden, de er en del af.
Vores livs- og menneskesyn er præget af Grundtvigs dannelses- og fællesskabstanker – og af et kristent menneskesyn, hvor hvert menneske har værdi og er skabt til at høre til.
Forstå dig selv og andre
Hvad er det gode liv? Og hvordan vil vi leve det? Vi tør godt stille spørgsmålet: Hvad er et menneske?
Gennem fortællinger, samlinger, sang, filosofi og undervisning ønsker vi at undersøge netop det. Livet går nemlig op og ned, men det skal nok gå. Og vi tror på, at lykke ikke er lig med have et problemfrit liv, men i at kunne leve med og håndtere de bump, vi som mennesker møder på vejen. Det er det, vi taler og fortæller om og prøver at forstå her.

Samtalen

Samtalen - at lytte, dele og blive klogere
Samtalen er et af vores vigtigste pædagogiske redskaber. Vi kan vise vej og tydeliggøre muligheder og begrænsninger. Når vi lytter til hinanden med tillid og respekt, skaber vi et fællesskab, hvor der er plads til forskellige holdninger, spørgsmål og perspektiver. At kunne sætte ord på det, man mener – og samtidig være nysgerrig på det, andre mener – er en vigtig del af at være menneske og medborger i et demokrati.

Samtale på skemaet
Hver elev har i løbet af året syv individuelle samtaler med deres kontaktgruppelærer med fokus på trivsel og positiv udvikling.

Teori bag samtalen
Alle lærere på Lunderskov er uddannet i samtale. Vi har skrevet vores egen samtalebog, som alle ansatte får ved ansættelse.

Demokratisk dannelse
Samtalen er en grundsten i demokratisk dannelse og et stærkt fællesskab. Det er vi som efterskole forpligtet på at tage alvorligt.
"For første gang følte jeg, at jeg havde lærere,
der virkelig gik op i, hvem jeg er,
- ikke bare som elev, men som menneske"
Selma Stahr, tidligere elev og den ene halvdel af duoen Rosél, vinder af X-faktor, 2023
Regler og rammer
Formålet med regler og rammer
Et stærkt fællesskab kræver tydelige rammer. På Lunderskov Efterskole er reglerne til for at passe på den enkelte og skabe plads til, at 180 forskellige mennesker kan være en del af det samme fællesskab. Derfor har vi ikke flere regler end nødvendigt – men vi er tydelige om dem og om, hvorfor de findes. For os handler regler også om tryghed, ansvar og frihed til at være sammen.

Regler forpligter i fællesskabet
Når regler ikke overholdes, så giver det utryghed og uro i et fællesskab. Vi forventer derfor, at man som elev her overholder reglerne - og som forældre er indstillet på at bakke os op, når vi håndhæver dem og tager samtalen. Vi synes, at det giver god mening.

Nej tak til skæld ud
Vi forsøger altid at være tydelige og imødekommende. Samtalen er et vigtigt værktøj. Men tålmodighed og forståelse skal ikke misbruges. Vi vil ikke bestemme, hvem du skal være, men der er grænser for, hvordan du kan opføre dig her. Det er rimeligt at forvente, mener vi.
"You can't always get what you want.
No, you can't always get what you want.
But if you try some times.
Well, you might find, - you get what you need”
Mick Jagger
Grundregler
Grundregler er den del af skolens rammer, der ikke er til debat. Det er også de regler, hvis overtrædelse kan føre til bortvisning, og derfor er der en klar procedure i forbindelse med overtrædelse af disse regler.
Ingen sex, ingen alkohol og selvfølgelig ingen former for euforiserende stoffer - hverken på efterskolen eller på vej til eller fra skolen. Ingen mobning eller ‘masning’ af andre elever eller ansatte. Herunder spredning af indhold om eller med andre elever eller ansatte på internettet uden deres samtykke.
Regler og retningslinjer for stort og småt
Vi gennemgår skolens regler grundigt inden skolestart, men herunder kan du finde de vigtigste.
Værelset - hvad man skal og må
Dit værelse er egentlig ikke dit. For det første deler du det jo med én eller flere andre elever og for det andet er det egentlig skolens – du låner det bare. Sommetider har skolen brug for dit værelse til kurser eller andet – Dette sker altid efter nærmere aftale med eleverne.
Det er tilladt at indrette sig på sit værelse med plakater, billeder m.v., hvis du benytter de metoder til ophængning, som vi anviser dig. Som udgangspunkt blander vi os ikke i, hvad du vil have hængende, men der er dog grænser for, hvad vi kan holde til. Derfor forbeholder vi os ret til at justere lidt på din dekorering. Men dette gælder i øvrigt også tøj og væremåde – vi skal kunne være her alle sammen.
Værelsesbytte
Det er altid spændende at finde ud af, hvem man skal bo sammen med på værelset. Vi gør os umage med at sammensætte gode værelser. Nogle gange kan det være svært at få til at fungere, men det er en vigtig del af din efterskoleuddannelse at lære, at være sammen med forskellige mennesker. 2 gange i løbet af året bytter vi værelser.
Værelsesrengøring
Flere gange om ugen er der afsat tid til grundig rengøring.
Det er dig og dine roomies, der skal holde orden og gøre rent på værelset.
Har du aldrig prøvet at gøre rent, skal vi nok lære dig det.
Sengetøj
Husk altid at have et ekstra sæt rent sengetøj i skabet og husk at skifte mindst hver 14. dag.
Ingen ild!
På grund af risiko for brand, må hverken stearinlys eller fyrfadslys benyttes på værelserne.
El-artikler mm.
Du må medbringe en bluetooth-højttaler. Mange elever ejer store flotte anlæg eller måske en Soundbox, dem er der desværre ikke plads til på skolen – hverken på værelset eller i vores ører. Vi forbeholder os ret til at hjemsende et anlæg, hvis det fylder for meget.
Man må ikke medbringe Tv-apparat.
På fællesgangene kan det være dejligt at have en El-kedel eller en toaster til fælles brug. Efter skolestart kan I aftale på gangmøderne, hvem der medbringer hvad. Man behøver ikke have sin egen.
Mini-ovne, mikrobølgeovne, køleskabe og lignende må dog ikke medbringes!
Nøgle
Ved skolestart får du udleveret en nøgle til dit værelse og skab. Hvis du mister din nøgle, skal du straks henvende dig på kontoret. Her vil du få udleveret en ny nøgle. Den nye nøgle koster kr. 250,- , der trækkes fra dit depositum.
Sygdom
Hvis du har feber eller på anden måde er så syg, at du en dag ikke kan deltage i undervisningen, skal du sygemelde dig på kontoret om morgenen klokken 7.45. Hvis du er sygemeldt, er du på dit værelse resten af dagen, og din kontaktgruppe sørger for mad og drikke ved måltiderne. Vi forventer, at man bliver på værelset hele dagen.
Sygesikringsbevis
Eleverne skal medbringe deres sygesikringsbevis og opbevare det på værelset.
Læge- og tandlægebesøg
Hvis du får behov for akut lægebehandling, sørger skolen for en tid hos lægen i Lunderskov. Skolens Falck-abonnement dækker ved eventuel transport til skadestuen. Tandlægebesøg skal normalt ordnes af hjemmet i forbindelse med ferier og forlængede weekender.
Vi forventer, at alle elever kan deltage i fysiske aktiviteter på skolen (herunder cykel– og vandreture), medmindre vi har modtaget en lægeerklæring, som præciserer, hvad du evt. ikke må/kan.
Weekender
På Lunderskov Efterskole lægger vi stor vægt på at være 7-dages skole.
Det betyder, at vi meget gerne ser dig på skolen i weekenderne. Det er i weekenderne, at du får god tid til at være sammen med dine skolekammerater og bruge skolens faglokaler og faciliteter til egne projekter. I weekenderne deltager man i måltider og tjanser. Der vil desuden være forskellige aktiviteter. Nogle er tilbud, og andre skal man deltage i.
Senest tirsdag kl. 13.30 skal du meddele, om du vil være på skolen i den kommende weekend, eller om du skal hjem. Bemærk, at man enten er på skolen hele weekenden eller slet ikke! Dette er meget vigtigt for fællesskabet og udbyttet af weekenderne.
OBS: Når elever fortæller os, at de tager hjem i weekenden, så regner vi med, at det er rigtigt. Vi foretager altså ingen kontrol fra skolens side.
Bemærk venligst, at kontoret ikke modtager eller besvarer mail i weekenden. Ring i stedet på vagttelefonen – 24247611, hvis du skal give en vigtig besked.
Bliveweekender
Enkelte weekender er ”bliveweekender”. Her skal alle elever blive på skolen og deltage i undervisningen. Bliveweekenderne fremgår af årsplanen.
Hvad siger forældrene om skolens værdier?
Hør flere tidligere forældre til elever på skolen fortælle om deres syn på skolens værdier og pædaqgogik
