Den 12. maj 2022 vil blive begyndelsen på et nyt kapitel i Lunderskov Efterskoles over 40-årige historie. Inden jul står en ny samlingssal klar ved siden af udvidelsen af spisesalen. Nu er byggeriet endelig gået i gang.
Flag, fællessang og fantastisk vejr.
Det var svært at bede om mere, da Lunderskov Efterskole torsdag d. 12. maj 2022 officielt gik i jorden med det nye byggeprojekt. Et byggeprojekt, der ender ud i en helt ny samlingssal og en udvidelse af spisesalen. Projektet har været omtalt i JydskeVestkysten på forhånd, men nu var dagen kommet til at sætte spaden i jorden.
Det skete ved en ceremoni, hvor alle skolens ansatte og elever deltog. Her blev sunget og viftet med flag, og forstander Irene fortalte, at samlingssalen vil blive skolens vigtigste byggeri til dato. I anledning af dagen var der blevet lavet en forgyldt spade, hvor datoen var blevet indgraveret.
Selvom den nuværende elevfolk ikke får den store gavn af den nye forsamlingssal, så var det tydeligt at mærke, de også godt vidste, at den nye bygning bliver noget helt særligt for Lunderskov Efterskole de næste mange år.
Det første spadestik til byggeriet på efterskolen blev taget af Carlo Mathiesen, der var med til at starte Lunderskov Efterskole i 1980, og som var formand for skolen i de første otte år. Det var samtidig Carlos fødselsdag, så tradition tro blev han fejret med fødselsdagssangen og masser af klap. Det var en tydelig bevæget Carlo, der satte det nye byggeri i et historisk perspektiv.
“Det var det her, vi drømte om 1980. At skolen hele tiden ville udvikle sig. Det glæder mig at se så mange søde unge mennesker og opleve, hvad Lunderskov Efterskole er blevet til. Det var det her, vi gerne ville have ud af det, og nu står vi her. Det er mig en stor ære, ” sagde Carlo Mathiesen i en tale til den nuværende elevfolk og gruppen af ansatte.
Men han gjorde det ikke helt alene. Selveste Grundtvig kom på besøg og gjorde os klogere på, og mindede os, hvad formålet med den nye samlingssal egentlig er. Det bliver ikke bare en ny bygning, men det bliver i høj grad skolens hjerte, der nu kommer til at ligge som en rund bygning på en central placering tæt på spisesalen.
Nu er byggeriet for alvor gået i gang. Det gjorde det d. 12. maj 2022. Nu kan vi ikke vente på, at vi kan samles i vores nye sal. Det er planen, at den spisesalen skal stå færdig inden skolestart i august. Samlingssalen kommer efter planen til at stå færdig til jul.